Forside

Formål

Foreningen har til formål at fremme kendskabet til den Jydske Hest og støtte op om Avlsforeningen Den Jydske Hest’s arbejde. Foreningen støtter op om avl og brug af den Jydske Hest.

Den Jydske Hest

Den Jydske Hest er den nationale trækhest. Racen havde tidligere stor udbredelse og blev primært brugt som arbejdshest i landbruget. Bestanden af heste gik dog efter 2. verdenskrig meget stærkt tilbage. I dag bliver Den Jydske Hest brugt meget alsidigt. Den kan stadig ses i marken foran en plov eller trække træ i skoven, som ridehest – eller foran en hestevogn, hvor den uden problemer trækker hele familien på tur. Den er særdeles velegnet som handicaphest. Fra 1928 har Carlsberg Bryggerierne anvendt Jydske Heste, hvilket de stadig gør. Racen har et usædvanligt godt, stabilt og samarbejdsvilligt temperament. Den Jydske Hest er en mellem svær hest med gode og jordvindende bevægelser. Vægten ligger mellem 700-950 kg og højden mellem 150-165 cm i stangmål.  Kort sagt en statelig let sværvægter, som trods tidligere års tilbagegang, nu er vendt til en positiv fremgang. Fremgangen bør ses som et resultat af det store arbejde, Avlsforeningen Den Jydske Hest gør for at bevare vor nationale trækhest.